Fataga
Fataga er ikke bare en af Gran Canarias ældste byer, det er også en af de smukkeste bjerglandsbyer på den sydlige del af øen – og alene turen dertil er det hele værd.
Turen starter i den nordlige del af feriebyen Maspalomas, hvorfra vejen GC-60 går direkte til Fataga. Efter seks kilometer kommer turens første oplagte stop, nemlig Degollada de las Yeguas. Et enestående udsigtspunkt med panoramaudsigt over den store dal, imponerende bjergtinder og Maspalomas-ørkenen i det fjerne. Området er helt fortjent kommet med på Unescos liste over såkaldte biosfærereservater.
Har man lyst til en tur på kamelryg, så kan næste stop være La Baranada, som er en safaripark med kameler. Her er det muligt at ride på kamel i det flotte landskab med over 300 år gamle palmer og mange frugttræer med for eksempel papaya, mango og guava. Der er også en række andre dyr i safariparken.
Bilturen fortsætter igennem El Valle de las Mil Palmeras, som direkte oversat betyder de tusinde palmers dal. For enden af dalen kommer I til byen Fataga, der byder velkommen med sine velholdte hvidkalkede huse, smalle gader og massevis af farverige blomster. Er I heldige er der en parkeringsplads tæt ved byens kirke Iglesia de San José.
Området omkring den lille kirke er byens centrum. Herfra kan man gå i de små, hyggelige stræder, hvor der er arbejdende værksteder med kunsthåndværk, gallerier og souvenirbutikker. Det hele i utroligt flotte omgivelser og med flere unikke udsigtspunkter til dalen og bjergene.
Bliver I sultne har Fataga en håndfuld restauranter, hvoraf de to bedste er Restaurante El Albaricoque og Restaurante El Labrador. De ligger begge tæt på kirken, og har gennem de seneste år fået mange gode anmeldelser fra gæsterne. Et af Gran Canarias ældste bagerier ligger også i Fataga, og det kan bestemt også anbefales.
Fataga er en dejlig oplevelse. Byen er oplagt til et besøg af nogle timers varighed, måske kombineret med et måltid mad på en af byens gode restauranter. Hoteller har byen ikke, men hvis I er ved at planlægge rejsen til Gran Canaria, så se vores anbefalinger til børnefamilier og voksne par.
Fataga på kortet
Byens lille kirke ses præcis midt på kortet. Tæt på kirken ligger byens bedste restauranter. Den mest interessante del af byen er centrum og den vestlige del med de små snævre stræder og hvidkalkede huse. Nogle kilometer længere mod nord ad GC-60 ligger byen San Bartolomé de Tirajana, også kaldet Tunte.