Holiday World

Maspalomas kortHoliday World i Maspalomas er Gran Canarias største tivolipark. Her tilbydes traditionelle forlystelser, som det 27 meter høje pariserhjul, store og små rutsjebaner, karruseller, radiobiler og det 20 meter høje tårn Sky Drop.

De fleste aktiviteter er målrettet børn op til 10-12 år, men f.eks. tårnet og den store rutsjebane appellerer til alle aldersgrupper. Blandt de lokale gæster er især tyrene meget populære. På dem konkurrerer de unge om hvem der kan blive siddende i længst tid.

Holiday World Gran Canaria

For de mindste er der en udendørs legeplads med hoppeborge, klatrevægge og lignende, så Holiday World er bestemt også et hit for de 6-10 årige.

Der er også et kæmpe indendørsområde. Her er der ikke mindre end 16 bowlingbaner og en populær 4D biograf. Indenfor er der også flere områder med spillemaskiner, flippermaskiner, billard og airhockey. Når sulten melder sig er der flere spisesteder, herunder en kinesisk restaurant.

Holiday World bowling

Det er dog ikke underholdning det hele. Holiday World har også et fitness center på 2.500 m2, hvilket gør det til det største fitness center på sydkysten af Gran Canaria. I det tilknyttede wellness center er der mulighed for massage m.m.

Holiday World Gran Canaria

Med Nomad Gastro Market tilbyder Holiday World endda på det bedste street food på Gran Canaria. De 14 madboder sælger mad fra alle verdenshjørner, f.eks. tapas, sushi, taco, pizza, thailandske nudler, hawaiisk poke bowl eller en klassisk burger. Til dessert er der churros, belgiske vafler og mange andre lækkerier. Alle vælger deres favoritmad, og nyder den ved madbodernes fælles borde.

Holiday World Tivoli

Åbningstiderne i Holiday World varierer alt efter om det er forlystelserne, bowling, fitness eller barer og restauranter. Se de forskellige åbningstider på den officielle website.

Hvis man gerne vil bo i nærheden af Holiday World, og de andre attraktioner i området, så ligger der mange familievenlige hoteller inden for kort afstand. F.eks. Maspalomas Princess med fire store swimmingpools og mange faciliteter for hele familien, både børn og voksne.


Kort over Holiday World
Holiday World ligger i den nordvestlige del af Maspalomas. Det er nemt at finde, da det ligger lige ud til hovedvejen GC-500. Bilen kan parkeres på parkeringspladsen, som ses til højre på kortet. Uanset om I bor i Maspalomas, Playa del Inglés eller Meloneras, så koster en taxa til Holiday World ikke alverden.

Andre sider

Back to top button