Hvor skal vi bo på Gran Canaria?

Hvis I har bestemt jer for at bestille en rejse til Gran Canaria, så har I truffet et godt valg. Gran Canaria har alt til en fantastisk ferie, men hvor skal I bo på Gran Canaria? Det hjælper vi med at svare på her.

Gran Canaria er populær blandt både børnefamilier og par i alle aldre, og noget af det bedste ved Gran Canaria er, at vejret er godt året rundt. Sjældent for varmt om sommeren og dejlige temperaturer omkring de 20 grader i vintermånederne.

Playa Taurito
Playa Taurito, billedet er taget fra hotellet Taurito Princess.

Bedste ferieby på Gran Canaria til børnefamilier
Vores foretrukne ferieby til børnefamilier er den ret nye ferieby Playa Taurito på den solrige sydkyst. Her har vi selv boet flere gange på det 4-stjernede Princess Taurito, der ligger tæt på stranden og med udsigt over Atlanterhavet fra de indbydende værelser. Hotellet har et herligt poolområde, mange aktiviteter for børn og voksne og en dejlig buffet. Feriebyen Playa Taurito har et meget populært vandland lige midt i byen.

Den mere kendte ferieby Puerto Rico er også meget børnevenlig. Den store strand ligger godt beskyttet mod bølger, og der er masser af plads til at lege i sandet. Et virkelig godt hotel til børnefamilier i Puerto Rico er det 4-stjernede Marina Suites, der har flot udsigt over lystbådehavnen og kort vej til stranden. Hotellet har mange faciliteter til børn og voksne, og i feriebyen er der bl.a. mange vandsportsaktiviteter, meget flot minigolfbane og den meget populære Angry Birds aktivitetspark.

Puerto Rico

Bedste feriebyer på Gran Canaria til par
Gran Canarias mest populære ferieby for par er uden tvivl Puerto Rico. Mange par kommer igen år efter år, og glæder sig hver gang til flotte strand, den brede strandpromenade og de mange restauranter. Vi anbefaler at bo på det 4-stjernede voksenhotel Marina Bayview, der har opvarmet swimmingpool og en fantastisk udsigt til den hyggelige havn og Atlanterhavet.

Feriebyen Puerto Mogán er også oplagt til en ferie for to. Med sine hvidkalkede huse, de farverige bougainvilleaer og de charmerende kanaler er byen den mest romantiske på Kanarieøerne. Skal I forkæles, så vælg hotellet Cordial Mogán Playa. Det vidunderlige hotel er som en lille kanarisk by med springvand, vandfald, kaktusser og papayatræer. En af hotellets restauranter har endda en Michelin stjerne!

Lopesan Costa Meloneras
Lopesan Costa Meloneras

Luksusferie på Gran Canaria
Den ultimative luksusferie opleves i feriebyen Meloneras. En af Gran Canarias nyeste feriebyer, der har mange gode restauranter, et fashionabelt kasino, spændende butikker og smukke golfbaner. Hotellerne er af højeste standard, ikke mindst det imponerende Lopesan Costa Meloneras. Dette 5-stjernede hotel har alle tænkelige luksusfaciliteter, bl.a.  et af Gran Canarias største og flotteste poolområder. Foran hotellet ligger den flotte strandpromenade, der fører hen til den populære ørkenstrand Playa de las Maspalomas.

Andre sider

Back to top button